Når vi hører udtrykket “jødiske sprog”, tænker vi først og fremmest på de store sprog, jødiske menigheder har dyrket gennem mange århundreder: hebraisk, jødisk-aramæisk, jiddisch og ladino. Men det er kun et lille udsnit af de mange tungemål, jøderne har brugt gennem tidernes løb.

Diasporaens sprog

I mere end tre årtusinder har jøder talt jødiske varianter af de lokale sprog, hvor de opholdt sig — fra det babyloniske eksil, hvor jøderne begyndte at tale en jødisk variant af aramæisk, til diasporaen, hvor jøderne brugte varianter af alle mulige europæiske sprog: jødisk-portugisisk, jødisk-spansk, jødisk-italiensk, jødisk-tysk, jødisk-fransk eller jødisk-græsk. 

Og selvfølgelig talte de ikke kun europæiske sprog. Jøderne, der havnede i Nordafrika, talte f.eks. jødisk-berberisk eller jødisk-arabisk. Jøder i Mellemøsten talte bl.a. jødisk-aramæisk og jødisk-persisk, i Kaukasus jødisk-tat, i Indien jødisk-malayalam. 

Fællesnævneren for alle disse jødiske sprogvarianter er, at de indeholder mange udtryk fra hebraisk, som diasporamenigheder altid har bevaret som liturgisk sprog, selvom de ikke længere brugte det som hverdagssprog. Når disse jødiske sprogvarianter blev skrevet, brugte man som regel også de hebraiske bogstaver.

Jiddisch og ladino

De fleste af de nævnte sprog adskilte sig ikke væsentligt fra de omgivende flertalssprog, og de leksikalske, fonetiske eller syntaktiske afvigelser var i de fleste tilfælde så små, at kommunikationen mellem den jødiske og ikke-jødiske befolkning var mulig uden større problemer. Lidt anderledes har det været med jiddisch og ladino. 

Jiddisch udviklede sig for cirka 1.000 år siden i Rhinområdet af mellemtyske dialekter, ladino lidt senere på den Iberiske Halvø af gammelspanske dialekter, især den castilianske dialekt. Da de jødiske menigheder blev fordrevet fra de tyske lande, tog de til Østeuropa, mens de iberiske jøder efter deres udvisning i store tal rejste til Osmannerriget. Begge grupper fastholdt den jødiske variant af deres respektive lokale sprog og berigede den med udtryk fra de nye lokale mål: På den måde kom mange slaviske udtryk ind i jiddisch, og mange tyrkiske ind i ladino. Fremover blev begge sprog kun brugt for kommunikationen inden for den jødiske gruppe, idet de som importerede sprog ikke længere var forståelige for de omkringlevende ikke-jødiske naboer. Desuden udviklede sig nu både jiddisch og ladino uafhængigt af modersprogene tysk og spansk.

Sprogskifte og sprogtab

1800-tallets og 1900-tallets globale fænomener som emancipering, modernisering og urbanisering havde stor indvirkning på den videre udvikling af de nævnte jødiske sprogvarianter. Det havde 1900-tallets katastrofer — pogromer, nazismen og stalinismen — også. Mange af dem, som talte jødiske sprog som jiddisch, ladino eller jødisk-arabisk, der overlevede det 20. århundredes rædsler, udvandrede til Amerika eller Israel og gik over til at tale engelsk eller hebraisk.

I dag er næsten alle jødiske diasporasprog truede. I de fleste tilfælde er de sidste, der taler disse sprog, gamle, og sprogene bliver ikke givet videre til den næste generation.

For jiddisch og ladino ser det igen lidt anderledes ud: Ifølge Hebrew Union College’s website jewishlanguages.org findes der for begge sprog en betydelig “postvernacular activity”, hvilket betyder, at folk stadig lærer sproget og bruger det i forskellige sammenhænge, selvom det ikke længere bruges i stort omfang som modersmål eller hverdagssprog. En udtagelse er hasidisk jiddisch, der er hovedsproget i de hasidiske menigheder og ligeledes undervisningssprog i de hasidiske menigheders skoler.

Nye jødiske sprogvarianter

Fremtiden for de omtalte jødiske sprog og sprogvarianter ser i det hele taget ikke særligt lovende ud. Men når det er sagt, så er sprog per se noget levende, der ændrer og udvikler sig hele tid. Selvom mange af de nævnte jødiske sprog vil uddø i den nærmere fremtid, så kommer der stadig nye jødiske sprogvarianter til: På hjemmesiden for initiativet “The Jewish Language Project” kan man informere sig om og lytte til 22 jødiske sprog, bl.a. til nye sprogvarianter som jødisk-engelsk (også kendt som Yinglish, Yeshivish eller Frumspeak), jødisk latinamerikansk-spansk, jødisk-russisk eller moderne jødisk-fransk. Levedygtigheden for disse nye varianter er angivet med “vibrant” — de er altså meget levende.

Flere oplysninger om jødiske sprog, bl.a. også om jødisk-svensk og jiddisch tegnsprog, findes på jewishlanguages.org.

Artiklen har tidligere været bragt på goldberg.nu.