Jessica Kirzane, chefredaktøren på online-tidsskriftet In geveb, har for nylig skrevet en fortælling, hvor hun forklarer sin lille søn, hvorfor hun elsker at beskæftige sig med jiddisch. Hun sætter ord på sin forkærlighed for sproget og den stolthed og taknemmelighed, hun føler, når hun oversætter jiddische tekster.
Vi fik lov af forfatteren, at udgive fortællingen (med en meget smuk illustration af Paula Cohen) i dansk og tysk oversættelse.
Den gyldne kæde: En fortælling for børn
af Jessica Kirzane
INTRODUKTION
“Mor, hvad er din superkraft?” spurgte mig engang min treårige søn, da vi kørte i bil og snakkede om superhelte. Jeg tænkte mig om et øjeblik og svarede så: “Jeg kan forvandle jiddische ord til engelske ord.” Svaret tilfredsstillede ham tilsyneladende. Senere grinede jeg godt og grundigt ad episoden med min mand. Men på en eller anden måde kunne jeg ikke give slip på ideen om at tilføre lidt magi til oversættelsesarbejdet, som jeg finder så meningsfuldt og som efterhånden har fået både en åndelig og en akademisk betydning for mig.
Jeg skrev denne historie til ære for den magi.
Jeg skrev den også, fordi jeg har følt et behov for en historie som denne om en familie som min. Jeg nærer dyb respekt og stor beundring for forældre, der uden for de hasidiske miljøer opdrager deres børn på jiddisch. Jeg ved, hvor svært det er at finde bøger eller ressourcer og andre jiddischtalende børn til at skabe en social verden på sproget. Jeg gik ikke denne vej.
Undertiden har jeg skammet mig blandt jiddischister for ikke at opdrage mine børn til at tale jiddisch. Og jeg forstår godt, at andre føler det lidt som en tabt chance, når en jiddischtalende ikke giver sproget videre til børnene. En af mine venner, som også taler jiddisch, men ikke opdrager sine børn på sproget, advarede mig engang om, at jeg skulle holde op men den selvkritik og give slip på min angst over dette valg. I stedet skulle jeg fejre dét, jeg lærer mine børn ved at dedikere mit liv og mit arbejde til sproget — nemlig at jiddisch er noget, jeg respekterer og elsker.
Denne historie er også en fejring af netop det.
Illustration: Paula Cohen (https://paulacohenillustration.com)
Ezra elskede bøger. I hans soveværelse var der en bogreol fyldt med bøger af enhver form og størrelse. Der var en stor encyklopædi om dinosaurer, en tyk følebog om bløde dyr, en letlæsningsbog fyldt med store ord og spændende eventyr og endda en tom notesbog, som Ezra kunne fylde med sine egne ideer. Han kunne godt lide at tage bøgerne ned fra hylden og vende siderne, prøve at genkende ord eller opfinde historier til billederne. Han elskede den knitrende lyd, siderne lavede, når han bladrede hurtigt, og det behagelige dunk, en hardcover lukkedes med. Han elskede især bogstavernes former. Jævnt fordelt og i lige linjer travede de over siderne som travle arbejdere.
Også Ezras mor elskede bøger. De lå i dynger ved hendes seng og i stakke på hendes skrivebord. Hun opbevarede bøger i stuen ved siden af sin yndlingslæsestol, og hun opbevarede dem i sin taske, hvis hun skulle få lidt tid til at læse på farten. Hun havde endda bøger i køkkenet, så hun kunne læse under madlavningen.
Men nogle af mors bøger var mærkelige for Ezra. Det var bøger i stift bind med gamle stofomslag og brunfarvede sider. Deres fronter var, hvor ryggen skulle være, og de begyndte, hvor andre bøger sluttede. Bogstaverne i bøgerne lignede små tykke kasser med små tegn over og under.
En dag gik Ezra ind på sin mors kontor, hvor hun sad og skrev noget i en notesbog, og spurgte hende om bøgerne. “De er på jiddisch,” forklarede hun og skubbede sin notesbog til side, så hun kun kiggede på ham.
Ezra havde hørt mor snakke om jiddisch før, men han forstod ikke, hvorfor hun kunne lide alle disse mærkelige ord, eller hvorfor hun brugte så meget tid på disse bogstaver, der så anderledes ud end dem, han lærte i skolen. “Hvad er jiddisch?” spurgte Ezra.
Mor løftede Ezra op på skødet og svarede med den langsomme, forsigtige stemme, hun brugte, når hun forklarede noget. “Jiddisch er et sprog, mange jøder har talt i mere end tusind år. Jiddisch har sine egne bogstaver og sine egne ord,” sagde mor og pegede på de mørke bogstaver i den bog, der lå åben på skrivebordet. “Det er et sprog fuld af interessante følelser og ideer.”
Ezra lænede hovedet på mors skulder og snoede hendes hår omkring sin finger. “Hvorfor læser du jiddische historier?” spurgte han.
Mor smilede. “Jeg elsker jiddische historier,” forklarede hun, “fordi mange af dem handler om mennesker, der prøver at forstå en verden, der er ved at forandre sig. Nogle gange skriver de i tider, der er skræmmende, endda farlige, men de skriver alligevel, fordi de håber, at nogen vil interessere sig for det en skønne dag og læse, hvad de havde på hjerte.”
Mor løftede Ezra ned fra skødet og satte ham på gulvet. Hun tog bogen fra skrivebordet og lagde den i hans hænder, så han kunne føre fingrene langs det stramme stofomslag og mærke rillerne, hvor titlen var påtrykt med smukke dekorationer. Mor fortsatte: “Når jeg læser en bog på jiddisch, føler jeg, at jeg laver noget vigtigt. Jeg var nødt til at arbejde hårdt for at lære jiddisch, og jeg kender ikke mange mennesker, der kan læse disse bøger. Så når jeg læser jiddisch, gør det mig taknemmelig og stolt.”
Ezra lyttede spændt til sin mor og tænkte, at jiddische bøger var en helt ny slags bøger, som han aldrig før havde opdaget. Han åbnede bogen og kiggede ind i den. Men så følte han sig pludselig trist. “Men mor,” sukkede han, “jeg kan ikke forstå jiddisch. Hvordan kan jeg så læse dine vigtige bøger?”
Med et glimt i øjet satte mor sig ved siden af Ezra og lagde sin hånd oven på hans. “Dette er en bog af en kvinde, som hedder Kadya Molodovsky. Hun skrev digte til børn og voksne,” forklarede hun. “Kadya var lærer og forfatter. Hun mente, jiddisch var noget dyrebart, og folk skulle passe på det og tage sig af det.” Mor læste:
| עפֿנט דעם טױער, עפֿנט אים ברײט | Efnt dem toyer, efnt im breyt |
| עס װאָלט דאָרכגײן אַ גאָלדען קײט | Es vet dorkhgeyn a golden keyt: |
| דער טאַטע | Der tate, |
| די מאַמע | Di mame, |
| דער ברודער | Der bruder, |
| די שװעסטער | Di shvester, |
| חתן-כּלה אינמיטן | Khosn-kale inmitn |
| אױף אַ גאָלדענעם שליטן | Oyf a goldenem shlitn. |
Mens mor læste, skælvede værelset i lampens lys. Ezra åbnede øjnene vidt. Han så bogstaverne løfte sig fra bogens side og flyve op i luften. De skinnede sort som blæk og hvirvlede foran hans øjne. Så smilte mor til Ezra. “Vil du vide, hvad det betyder på dansk?” spurgte hun. Ezra nikkede.
Åbn portene, åbn alle, her og nu
En gylden kæde kommer, hej og hu
Far
Mor
Bror
Søster
Og i midten en brudgom og en brud
På en gylden kane — smukt ser det ud.
Mens mor talte, stod de jiddische bogstaver på række som passagerer, der gør sig klar til at gå fra borde. Så vendte og drejede de sig, skiftede form og — en efter en — dalede de og lagde sig fladt på siderne i den notesbog, der lå på mors skrivebord. Ezra satte forsigtigt mors bog ned på gulvet og sprang over til skrivebordet for at se ind i notesbogen. Han gispede. De jiddische bogstaver fra mors bog havde forvandlet sig til engelske, skrevet i mors håndskrift.
“Må jeg røre ved den?” spurgte han.
“Selvfølgelig,” sagde mor. “Det er din bog nu. Dette kaldes en oversættelse. Det er stadig de ord, Kadya skrev, men det er også mine ord. Nu kan du læse Kadyas bog, som jeg læste den. Selvom du ikke kan forstå jiddisch, kan du nu nyde mine elskede jiddische historier.”
Ezra tog notesbogen i den højre hånd og bogen på jiddisch i den venstre og kiggede fra den ene til den anden. Han så de fede linjer af trykte bogstaver i mors gamle bog og de velkendte engelske bogstaver i mors sirlige håndskrift i notesbogen, og han syntes begge var smukke. Han rakte den gamle bog til mor, der lagde den tilbage på skrivebordet. Ezra gik til sit soveværelse og puttede notesbogen i reolen ved siden af de andre bøger, mens han håbede, at mor ville læse den for ham ved sengetid.
Kilde:
Kirzane, Jessica. “The Golden Chain: A Children’s Story.” In geveb (November 2020): https://ingeveb.org/blog/the-golden-chain-a-childrens-story.
På dansk ved F. Gabel (først udgivet i januar 2021 på nayes.news).
Om forfatteren:
Jessica Kirzane er lektor i jiddisch på University of Chicago. Hun har en ph.d. i jiddische studier fra Columbia University og er chefredaktør på tidsskriftet In geveb: A Journal of Yiddish Studies.
nayes & נײַעס 