I slutningen af januar mistede den sefardiske musikverden sin største stjerne. Flory Jagoda, kvinden der som ingen anden stod for den sefardiske folklore og revitalisering af ladino, døde i sin hjemby i Virginia, 97 år gammel. Vi kigger tilbage på hendes liv, på hendes tidlige år i Bosnien, flugten til Italien og udvandringen til USA, hvor hun skulle blive en kultfigur i det sefardiske og ladinotalende fælleskab.
Lille Jerusalem og barndommens melodier
Flory blev født den 21. december 1923 i Sarajevo, Kongeriget Jugoslavien, som Flora Papo. Byen blev dengang kaldt for lille Jerusalem, fordi der boede mange sefardiske jøder. Også i de omkringliggende byer var der store sefardiske menigheder, bl.a. i Vlasenica, en lille bjergby, cirka 100 kilometer nordøst for Sarajevo. Her boede Florys mormor, mostre og fætre og kusiner, hele Altarač-slægten, som mange mange generationer før var indvandret fra Spanien. Efter Florys forældre var blevet skilt, flyttede hun med sin mor til Vlasenica, hvor hun opvoksede hos Altarač-familien, omgivet af ladino (judæospansk) som familiesprog og sefardiske melodier og folkesange, eftersom hvert familiemedlem sang eller spillede et instrument. Flory kom senere tilbage til disse lykkelige barndomsår i Vlasenica i mange af hendes sange, f.eks. den om hendes elskede bedstemor Berta (Rikordus Di Mi Nona — erindringer om min bedstemor) eller om hendes syv mostre (Las Tiyas — mostrene).
Musik som skjold
Barndommens lykkelige år slutter, da den tyske Wehrmacht besætter landet i april 1941. Flory må bære Davidstjernen med ordet “Židov” på — ligesom de cirka 12.000 andre jøder, der bor i Zagreb, hvor Flory er flyttet hen med sin mor og stedfar. For hver dag, der går, bliver livet vanskeligere og farligere for jøderne. Til sidst beslutter stedfaren, at de må forlade byen. De rejser med toget, hver for sig og under andre, ikke jødiske navne. Flory er den første, der skal afsted. Rejsemålet er havnebyen Split. “Tal ikke med folk, bare spil på din harmonika,” siger stedfaren til Flory. Det gjorde hun, og planen virkede. De andre togrejsende lyttede til sangene og sang med. Ingen spurgte hende, hvem hun var, eller hvad hun skulle i Split. Kontrolløren tjekkede ikke engang hendes billet. Denne flugt med toget til Split, med harmonikaen som “skjold”, skrev Flory senere sangen Sviraj harmoniku (på bosnisk: spil harmonika) om.
Det gik imidlertid snart op for den genforenede familie, at Split heller ikke var et sikkert sted for dem at være, så flugten fortsætte til øen Korčula i Adriaterhavet, hvor familien, sammen med 250 andre jødiske flygtninge, gemte sig uden for nazisternes rækkevidde. Og igen nød Flory og familien godt af Florys harmonika: hun underviste børn på øen i harmonika og tjente pengene til de vigtigste ting for at overleve.
Jødisk bryllup i Bari
I 1943 spredte der sig rygter om, at en tysk invasion af øen var nært forestående. Alle, som kunne, flygtede i nattens mulm og mørke på små fiskerbåde til Italien. Havnebyen Bari var lige blevet befriet af de britiske styrker, og for Flory skulle den blive mere end en sikker havn. Gennem sit arbejde for amerikanerne mødte hun sergent Harry Jagoda, en amerikansk jøde. De forelskede sig i hinanden, og nogle måneder senere blev parret viet af en rabbiner. Kort efter tog Flory skibet til Amerika, forældrene fulgte to år senere.
Men før de forlod Europa, fik de den skrækkelige meddelelse, at deres familie i Vlasenica, hele Altarač-slægten, 42 personer, var blevet myrdet. Mange år senere besøgte Flory sin barndomsby og gik gennem gaderne og kvarteret, hvor Altarač-familien havde boet. Der var ikke et eneste spor af deres århundredelange tilstedeværelse. Lidt uden for byen, hvor familien blev udslettet, står der i dag en mindetavle.
Under indtryk af dette besøg skrev Flory digtet Todos se hueron: hvor er børnene, som plejede at lege her, hvor er mødrene, som sagde deres bønner her, spørger hun i digtet. De er alle borte, todos se hueron, lyder digtets triste svar.
Revival af sefardisk musik og ladino i Amerika
De første år i Amerika var viet til familielivet. Flory og Harry fik sammen fire børn. Alle lærte at synge og spille viserne fra Vlasenica og senere drog de med deres mor på koncertrejser gennem hele verden. I de første år i Amerika spillede sefardisk musik og ladino dog ikke en stor rolle i Florys liv, navnlig fordi hendes mor ikke ville høre eller tale det længere. For hende var det forbundet med for mange smertefulde erindringer og for hendes vedkommende døde sproget og kulturen med udslettelsen af hendes familie i Vlasenica. Først efter sin mors og stedfars død genoptog Flory de gamle sefardiske sange, som hendes bedstemor og Altarač-familien plejede at synge. Som den eneste overlevende fra Altarač-slægten, der kendte til sangene og historierne bag dem, følte Flory det som sin mission at give sangskatten videre.
Mellem 1988 og 2006 udgav Flory fire albummer: Kantikas Di Mi Nona (1988), Memories of Sarajevo (1989), La Nona Kanta (1992) og Arvoliko (2006). Sangene handler om den sefardiske verden, som hun voksede op i, og som ikke findes mere. Sange om det gamle hjemland Spanien (La Yave de Espanya), sange om de jødiske højtider (Ocho Kandelikas, Simhat Tora, El Diya de Purim, Pesah Ala Mano), sange om hendes familie (Rikordus Di Mi Nona, Las Tiyas), sange om hendes hjemstavn Jugoslavien (Spalato Di Noche, Raguza/Dubrovnik) og om kærlighed og bryllup (L’amor, Oildo Mi Novya). Hendes mest kendte sang er Ocho Kandelikas — Hanukkah-klassikeren fra 1983, som har været fortolket af mange kunstnere og også oversat til engelsk.
Hæderspriser og formidling til den næste generation
I 2002 blev hun æret med den amerikanske pris National Heritage Fellowship for sin indsats for at videregive traditionen af sefardiske folkesange på ladino. På sin 90 års fødselsdag gav hun en gallakoncert i Library of Congress. Koncerten, hvor hun synger sammen med sine børn og elever, kan ses på Library of Congress’s hjemmeside, ligesom dokumentaren Flory’s Flame og et udførligt interview.
I 2019 udkom en meget smuk billedbog, som fortæller Flory Jagodas og hendes slægts historie for den næste generation: The Key From Spain (Kar-Ben Publishing), skrevet af Debbie Levy og illustreret af Sonja Wimmer — bogen indeholder endda nogle glosser på ladino.
Flory Jagoda gik bort den 29. januar 2021. Hun efterlader en stor arv, som hun har brugt et liv på at pleje og videreformidle: folkesange, melodier, historier og ikke mindst sproget fra den sefardiske verden.
Må mindet om hende være en velsignelse.
Library of Congress: Celebration Concert; Flory Jagoda: Kantikas Di Mi Nona; Debbie Levy / Sonja Wimmer (Kar-Ben): The Key From Spain; Jemglo: Flory’s Flame. Collage: F. Gabel 
Flory Jagodas første album: Kantikas Di Mi Nona – Songs Of My Grandmother (1988) 
Library of Congress: gallakoncert 2013 
Dokumentarfilm “Flory’s Flame”: Jemglo (2014) 
The Key From Spain (Kar-Ben Publishing, 2019): Debbie Levy og Sonja Wimmer
nayes & נײַעס 