Leder du efter en sjov måde at lære jiddisch på? Et online-kursus med korte, velstrukturerede lektioner, som langsomt opbygger ordforrådet og forståelse for grammatikken? Med korte pædagogiske tegnefilm som undervisningsmetode? Og det hele gratis? Så kunne YiddishPOP være noget for dig.

På YiddishPOP vil dine lærere være en ung pige og en robot — Nomi (נעמי) og Moby (מאָבי). De to tager dig med i deres hverdag, introducerer dig for deres familie og venner og lærer dig sprogets grundlag på vejen. Selvfølgelig taler de jiddisch fra starten. Takket være en fin kontekstualisering — og muligheden for at se filmene med undertekster — er det overhovedet ikke svært at følge med. 

Lige nu findes der fem kapitler à fem lektioner. Hver lektion byder på en film med Nomi og Moby, og supplerende korte film, hvor det nye vokabular og den nye grammatik forklares og uddybes. Lytte-, tale-, læse- og skriveøvelser og en tekst om jiddisch kultur (på engelsk og jiddisch) runder lektionerne af. 

YiddishPOP er til dig, som har ingen eller kun lidt jiddischkundskaber i forvejen. I kursets første lektioner lærer du alef-beys, det hebraiske alfabet, både trykte og håndskrevne bogstaver.

Hele setuppet med animationsfilm og sjove figurer som robotten Moby virker selvfølgelig først og fremmest tiltalende på et yngre publikum. Men når det er sagt, så vil også ældre få stor glæde af det afslappende og hyggelige undervisningsmiljø, som Nomi og Moby skaber i lektionerne.

Vil du prøve det? Her kan du se filmen til den første lektion

Du taler allerede lidt jiddisch? Så vil denne her udmærkede lektion om S. An-Skis teaterklassiker Der dibek vække appetitten på mere. Eller — det er jo snart Purim — lektionen om homentashn og shalakhmones.

YiddishPOP er et tilbud fra BrainPOP, en amerikansk virksomhed, som er specialiseret i online undervisning og pædagogiske film for forskellige skolefag. Jiddisch-kurset udspringer af et initiativ taget af Naomi Prawer Kadar — pædagog, sproglærer og jiddisch-entusiast. Hun døde i 2010 og nåede desværre ikke at se sin vision om et moderne jiddisch-kursus baseret på BrainPOP-metoden blive til virkelighed. 

Kurset blev lanceret i 2013 og bliver fortløbende udvidet med flere lektioner. Yderligere oplysninger om dette forrygende tilbud finder du på yiddishpop.com


Purim-sang “האָפּ, מײַנע המן־טאַשן” (Hop, mayne homentashn); piano: Guan-Hui Lu