I dag er det 25 år siden, at Knesset vedtog en lov, der ville føre til oprettelse af to nationale myndigheder: autoriteten for jiddisch kultur (נאַציאָנאַלע אינסטאַנצ פֿאַר ייִדישער קולטור) og autoriteten for ladino kultur (Autoridad Nasionala del Ladino).

Vi har været i kontakt med professor Tamar Alexander, formand for Autoridad Nasionala del Ladino, for at lære mere om autoritetens historie, aktuelle aktiviteter og kommende udfordringer.

Kan du tage os tilbage til begyndelsen af 1990’erne? Hvad var den politiske baggrund, der førte til vedtagelse af Knesset-loven om oprettelse af disse to myndigheder?

Denne lovgivning er et udtryk for den markante ændring, der har fundet sted i statens holdning til etniske grupper. Da staten blev grundlagt, var den fremherskende tilgang — som David Ben-Gurion stod for — at skabe en ensartet, monolitisk kultur og en israelsk kultur med kun et enkelt sprog, nemlig hebraisk. Denne tilgang mislykkedes socialt såvel som politisk. I 1970’erne begyndte en forandringsproces mod en kulturel mosaik, der skulle anerkende vigtigheden af etniske grupper og etniske sprog. Dette førte til oprettelsen af autoriteten for ladino samt autoriteten for jiddisch.

I den lov, der blev vedtaget af Knesset i 1996, nævnes bevarelse, dokumentation og katalogisering af ladinos skatte som et af autoritetens mål. Et andet er at uddybe kendskabet til kulturen og fremme moderne værker på ladino.
Kunne du dele nogle af autoritetens seneste projekter og aktiviteter med os?

Autoriteten yder finansiering til et ladino-kursus på hvert af universiteterne i Israel, tilbyder priser til fremragende studerende på et konkurrencepræget grundlag og støtter udgivelsen af ​​bøger og forskellige projekter. Autoriteten støtter også 15 interessegrupper over hele landet. Hver gruppe består af 200 til 2.000 ladino-entusiaster. De organiserer foredrag, ture, møder og forestillinger. For eksempel arrangerer Haifa-gruppen hvert år tre dages aktivitet på ladino ved Det Døde Hav, kaldet „Dias de Leche i Miél” (Dage med mælk og honning). Hvert år deltager omkring 5.000 mennesker i disse møder.

Vi fra autoriteten organiserer i samarbejde med Ben-Zvi-instituttet aftensamlinger, hver gang viet til kulturen i et andet samfund: for eksempel afholdt vi en aften om de Haketia-talende samfund i det nordlige Marokko såvel som en om jøderne i Bulgarien og om de kvindelige partisaner, der kæmpede i Makedonien, Grækenland og det tidligere Jugoslavien. Omkring 400 til 600 mennesker deltog i hvert arrangement.

I de første 25 år af sin eksistens har autoriteten opnået meget og pustet nyt liv i sefardisk sprog og kultur. Hvad vil autoritetens største udfordringer blive i de kommende år?

Siden den nye administration har optaget sit arbejde i 2015, har vi sat os en række nye mål:

1. Et mål er at nå den yngre generation, dvs. børn og børnebørn af ladino-talende. Næsten alle ladino-talende i Israel er nemlig i en høj alder. For at nå vores mål producerede vi to cd’er med børnesange. Klassiske hebraiske sange, der blev oversat til ladino af professor Shmuel Refael. Vi kalder cd’en “Yeladino”, hvilket betyder “Ladinos børn”. “Yeladino 2”, som netop er udkommet, indeholder 20 sange. Denne gang tilføjede vi til den traditionelle ladino-ortografi med hebraiske bogstaver også teksten på ladino skrevet med latinske bogstaver, transskriberet af Moshe Shaul. Vi offentliggjorde også to bøger med folkelige ladino-historier for børn, redigeret af mig. Den ene er en bog om Makeda, tossernes by, den anden er fortællinger om store sefardiske vismænd som Maimonides og Nahmanides. Bøgerne er tosprogede: hebraisk og ladino.

2. Et andet mål er at nå ud til den israelske offentlighed i stedet for at forblive inden for den begrænsede kreds af ladino-entusiaster. Vi er interesserede i at få alle israelere til at blive fortrolige med vores kultur. Til det formål har vi for eksempel år efter år organiseret en ladino-forestilling som en del af Habima Festivalen; 1.000 mennesker kom til hver forestilling.

3. Et tredje mål: at fremme og støtte kulturer i specifikke ladino-talende samfund. Til dette mål organiserede vi som nævnt en række møder med fokus på et andet samfund hver gang.

4. Et fjerde mål er at blive tættere forbundet med sefardiske samfund i hele verden. For at opnå dette etablerede vi på initiativ af Dr. Eliezer Papo „Shadarim-projektet“, dvs. repræsentanter for Ladino autoriteten over hele verden. Hver af dem er en ladino-aktivist i sit samfund. Vi har Shadarim fra Europa, USA, Sydamerika og Balkanlandene.

Sidste år blev „Israel National Academy of Ladino“ oprettet. Det kommer til at fungere som en uafhængig gren af den nationale autoritet.

Vi er sikre på, at ladino-kulturen vil fortsætte med at blomstre. Vi er ikke sikre på, at det fortsat vil være et talesprog uden for den akademiske verden.