I anledning af feståret “1700 år jødisk liv i Tyskland” organiserer foreningen Salomo-Birnbaum-Gesellschaft für Jiddisch en række foredrag og arrangementer med fokus på jiddisch liv i Hamborg. Følgende artikel om jiddisch blev skrevet af foreningens medlemmer Inge Mandos, Renate Gültzow og Marcel Seidel for den jiddische avis Forverts.
nayes&נײַעס fik lov til at offentliggøre artiklen på dansk og tysk.
Jiddisch i Hamborg
Af Inge Mandos, Renate Gültzow og Marcel Seidel
Hvis man spørger om jiddisch i Hamborg, får man som regel et skuldertræk og det svar, at de eneste jøder i Hamborg var assimilerede jøder, som talte højtysk eller måske hebraisk.
I begyndelsen af det 20. århundrede nævnte den lokale presse imidlertid ofte det såkaldte “Ostjudenproblem” blandt de assimilerede jøder i Hamborg — frygten for, at de nyankomne indvandreres, østjødernes, “tilbagestående” adfærd kunne skade deres eget omdømme blandt tyskerne. Noget lignende var allerede blevet observeret i det 16. århundrede, da Hamborg kun accepterede de “rige” spanske jøder, sefarderne, på grund af deres handelsforbindelser med Sydamerika. Ashkenazerne måtte imidlertid bosætte sig i Altona. Der er næsten ingen omtale af sproget hos disse “fattige slægtninge”, østjøderne.
Spørgsmålet er så, om der virkelig var nogen i Hamborg, der talte jiddisch?
Jødisk invandring til Hamborg og Altona
Under den første bølge af jødisk indvandring i 1880’erne kom omkring 10.000 jøder til Tyskland på grund af pogromerne i det zaristiske Rusland. De senere indvandringsbølger var et resultat af den Første Verdenskrig, hvor polakker og polske jøder blev rekrutteret eller endog deporteret for at støtte krigsindustrien.
I 1920’erne flygtede mange jøder fra den voksende antisemitisme og den økonomiske krise i det unge Sovjetunionen. De fleste jøder flyttede til New York, men en del af dem blev i Hamborg. Fra disse indvandrere, hvoraf de fleste talte jiddisch, kan man finde et enkelt minde her og der.
I forhold til byens samlede befolkning var antallet af jiddischtalende lavt, men de var ikke til at overse. For de fleste jøder i Hamborg var jiddisch ikke andet end en “jargon”, som de skammede sig over. Fortalere af den jødiske oplysningsbevægelse haskalah, de såkaldte maskilim, betragtede jiddisch som “tjenestepige”, et sprog for det almindelige folk, der ikke var tilpasset den moderne verden og videnskaben. Assimilerede jøder nægtede ofte at huske deres “tilbagestående” østeuropæiske oprindelse, og zionisterne kæmpede voldsomt for deres nye “elskede” — hebraisk. Senere blev den jiddische udtale også en måde for nazisterne at gøre grin med jøderne på.
Af alle disse grunde værdsatte den brede offentlighed i Tyskland ikke den østjødiske kulturs skat, og det jiddische sprog blev glemt af de fleste mennesker, ikke kun i Hamborg, men i hele Tyskland.
Grindelviertel — Hamborgs tidligere „Lille Jerusalem“
Historien om den jiddischsprogede bosættelse er mangesidet. I begyndelsen af det 20. århundrede var der tre bydele i det nuværende Hamborg (dengang Hamborg og Altona) med østjødisk præg. Velgørenhedsorganisationen “Adas Jeschorim” var beliggende i Kielortallee i Hamborg. I Wohlers Allee var der en anden organisation, “Ahavat Torah”, der hjalp nødlidende jøder, og Grindelviertel (“Grindel”) var almindelig kendt som “Klein-Jerusalem”.
I Grindelviertel, mellem den store synagoge på Bornplatz, Talmud-Tora-Realschule og jødisk kulturcentrum Henry Jones, boede næsten 20 procent af alle Hamborgs jøder i 1920’erne. Jødiske boghandlere, kosher-snackboder, værksteder og små bedehuse prægede kvarteret.
De fattige eller middelklassens østeuropæiske jøder i Grindel tiltrak sig imidlertid interessen i visse tysk-jødiske kredse, især blandt de unge. I løbet af emancipations- og assimilationsperioden blev nogle jøder interesserede i deres østeuropæiske rødder og ønskede at lære mere om dem. Dette var også målet for Selskabet for jødisk etnografi i Hamborg. I sit fagtidsskrift offentliggjorde selskabet en række videnskabelige artikler om østeuropæisk jødisk kultur med talrige citater på jiddisch.
Jiddisch på universitetet, på gaden og på Elbøen Veddel
Orientalist og jiddischist Dr. Salomo Birnbaum, der underviste i jiddisch ved universitetet i Hamborg, boede og arbejdede også i Grindelviertel fra 1922 til 1933.
Men jiddisch blev ikke kun talt på universitetet, men også på gaden blandt almindelige mennesker, blandt børn og unge i Hamborg og Altona. De tyske jøder, der arbejdede i velgørende organisationer, måtte kommunikere på jiddisch med de østeuropæiske jøder, der havde brug for hjælp. Og da “Hawa Naschira”, sangbogen fra Talmud-Tora-skolen, blev udarbejdet, blev der samlet 195 sange, heraf 110 på hebraisk, 72 på tysk og hele 23 på jiddisch.
Men jiddisch kunne også høres uden for de ovennævnte områder: I 1892 begyndte rederiet Hapag at bygge indkvartering for emigranter på Elbøen Veddel. Den såkaldte “Ballinstadt” blev bygget, opkaldt efter Hapags generaldirektør Albert Ballin, som selv var assimileret jøde. Der blev oprettet en synagoge for de jødiske emigranter, og der blev tilberedt kosher mad. I Ballinstadt var emigranterne i begyndelsen isoleret og bevogtet. På den ene side var det for at forhindre spredning af sygdomme, på den anden side var det også nødvendigt at få kontrolleret dokumenterne.
Hamborgs jiddische forfattere: Der Nister og Leib Kwitko
Selv de berømte forfattere Der Nister og Leib Kwitko boede i Hamborg i en periode og arbejdede i havnen. Leib Kwitko er en respekteret forfatter i Hamborg. Fra 1922 til 1926 skrev han farverige, levende portrætter af byen. Hans fortællinger fra cyklussen “Riogrander fel” (ukrainsk forlag, 1928) illustrerer mange detaljer fra det sociale og politiske liv i Hamborg som i et kalejdoskop.
Svaret på vores oprindelige spørgsmål, om der blev talt jiddisch i Hamborg, er altså et klart ja. Og der blev ikke blot talt jiddisch, men byen tilføjede faktisk sin egen jødiske stil til den jødiske kultur i Tyskland.
Originaltitel:
?האָט מען אינעם אַמאָליקן האַמבורג גערעדט ייִדיש
Forfattere:
Inge Mandos, Renate Gültzow og Marcel Seidel
Oversætter:
F. Gabel
Inge Mandos, Renate Gültzow og Marcel Seidel er medlemmer af foreningen Salomo-Birnbaum-Gesellschaft für Jiddisch. Foreningens formål er at fremme kendskab til sproget jiddisch og dens kultur gennem foredrag, musikarrangementer, sprogkurser, publikationer osv.
nayes & נײַעס 