Siden 1999 har “European Days of Jewish Culture“ haft en fast plads på kulturkalenderen. Det er altid den første søndag i september, hvor hundredevis af arrangementer om jødisk historie og kultur begynder — efterhånden i mere end 30 lande.

Da den første udgave af den Europæiske Jødiske Kulturdag løb af stablen i 1999, var der kun fem deltagende lande — Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien og Spanien — og arrangementerne (for det meste rundvisninger på kulturarvssteder) blev afviklet på én dag. Men allerede fra starten trak kulturdagen et stort publikum, og for hvert år, der gik, voksede den sig større. Der er heller ikke tale om en enkelt kulturdag længere, men om en række kulturdage: Den første søndag i september markerer kun starten på „European Days of Jewish Culture“, der varer hele efteråret.

European Association for the Preservation and Promotion of Jewish Culture and Heritage (AEPJ) koordinerer kulturdagen i samarbejde med National Library of Israel og NOA (Networks Overcoming Antisemitism). Årets tema er “dialog”.

På organisationens hjemmeside finder du alle arrangementer, opdelt efter land og kategori.


Kilde: AEPJ Jewish Heritage